Don't tell me - show me

I den virtuelle verden bevæger kommunikationen sig på et plan mellem både billeder og tekst.

Facebook, som er et (kært?) folkeeje, rummer en strøm af statusopdateringer, hvor facebook-brugernes tanker kommer på skrift som perler på en snor. Ind i mellem popper også billeder op, som der ligeledes kan kommenteres på, så der startes en dialog.

Der er en klar parallel til bloggens verden, hvor det hovedsageligt også er indlæg på skrift – ofte med billeder til at understøtte tekstens indhold og forståelsen. Både på facebook og i bloggens verden kommer indlæggene i omvendt kronologisk rækkefølge med de nyeste indlæg øverst.

Tankevækkende er det, at medieplatformen Instagram er blevet en stor trend. Her er det udelukkende billed- og videomediet, der fortæller den personlige og dagbogs-nære fortælling. Under billedet, er der som både på Facebook og på bloggen, mulighed for at kommentere og dermed starte en dialog.

Dur ikke – næste!

Jeg skrev i et af de forrige indlæg om behovet, nødvendigeheden og redskaberne til at selektere i den virtuelle verden, der hurtigt vækker kaosfølelsen.

Her er det æstetiske udtryk og blikfang et væsentligt område, man som blogger må have for øje.  Dog er jeg enig med Trine i, at det at udtrykke en tanke på skrift kan noget helt særligt. Billederne på Instagram viser noget, teksten ikke kan – nemlig "her og nu-stemningen", og skulle dette beskrives på skrift, ville ’magien’ og den æstetiske værdi gå tabt. Et billede fortæller som bekendt mere end 1000 ord. Men 1000 ord kan også fortælle mere end et billede kan vise.

Elsebeth K. Sorensen beskriver det meget rammende:

”Skriften kan anskues som en slags tænkingens teknologi…”

”Men midt i en tid, der overordet teknologisk-kommunikativt set bevæger sig fra tekst over mod billeder, er det vigtigt stadigt at holde fast i det – måske i disse tider – mindre debatterede læringspotentiale, der ligger i at udtrykke en tanke på skrift” (E.K.Sorensen: Interaktion og læring i virtuelle rum”, s. 253)

De fleste – inklusiv mig selv – der har en profil på Instagram, har også en profil på Facebook. Det ene erstatter altså ikke det andet. I stedet har de to medieplatforme formået at syntetisere og interagere med hinanden, idet dine billedopslag på Instagram automatisk kan oploades på Facebook også. Du har altså to profil, der ”snakker sammen” og dit billedopslag kan således åbne op for dialog to steder.

Ligeledes har blogmediet også forskellige features, hvor dine indlæg kan deles på andre sociale platforme, eller sende læseren videre på dine andre profiler. Jeg har f.eks. en direkte ’like-knap’ til Facebook ude til højre, ligesom blogindlægget har direkte forbindelse til Google+.

Så for at opsummere min pointe, så er det æstetiske og visuelle udtryk måske ikke altid ”nok” - bestemt ikke, hvis der skal være grobund for en dialog og en interaktion af platformens brugere. Men omvendt er det måske det æstetiske udtryk, der fanger "dialogens medspillere" ind i "rummet.