En imponerende film..

Don't just show me - tell me

I mit ”rap”-digt i et tidligere indlæg her, forsøger jeg at gøre opmærksom på tendensen til at identificere sig selv via den virtuelle verdens mange sociale netværksplatforme. At lave en profil og vælge, hvilket (æstetisk) udtryk din profil skal have, er vel på et mere filosofisk plan en del af den virtuelle identitetsdannelse?

Jeg er selv en flittig bloglæser. Nok mest fordi, jeg er den generation, der har skippet den fysiske avis og de fysiske dameblade. Jeg læser dagligt blogs om mine interesser: mode, kunst, sport og sundhed. Ligeledes tjekker jeg nyheder på div. avisers hjemmesider, der mere eller mindre efterhånden minder mere om en blog end en hjemmeside. Under de fleste nyhedsartikler er der nemlig mulighed for både at dele på Facebook, kommentere og dermed indgå i dialog om artiklens emne.

Jeg har via denne opgave reflekteret en del over, hvorfor jeg læser nogle blogs og ikke andre. Når jeg klikker ind på en blog – og bliver der vel at mærke, så har jeg lagt mærke til, jeg selekterer i faser:

1. Først kigger jeg på helhedsindtrykket – det æstetiske udtryk. Ser det spændende ud? Som tidligere nævnt, er billeder vigtige for mig (særligt, når det handler om kunst og mode) På samme måde som jeg bruger Instagram til én ting og Facebook til noget andet, er der altså også forskel på mit ”krav” til det æstetiske udtryk udfra indholdet. F.eks. er det ikke vigtigt for mig, at der er billeder, når jeg læser nyhedsartikler. De kan omvendt næsten virke forstyrrende. Ligeledes er genren af blogs, som vi MIL-studerende producerer nødvendigvis og naturligt mere teksttunge. Billeder er her ikke altafgørende, men kan dog være afgørende i min første selektion.
2. Skrifttypen og skriftstørrelsen er en anden visuel og væsentlig faktor for, om jeg bliver hængende ved en blogtekst. Karen har tidligere skrevet om refleksionen over skrifttyper, og Trine har ligeledes lavet et ærligt og spændende indlæg om bloggens visuelle udtryk med fokus på farver og skrifttype.
3. Når jeg når så langt, så er genren, teksten er skrevet i, også væsentlig. Når man som jeg, læser mange blogs, så forventer jeg en del af genren udfra bloggens centrale emne. En nyhedsartikel skal være skrevet i et professionelt og faktuelt sprog, mens mode og sundhedsblog helst efter min mening skal bære præg af det helt personlige. Her kan mode- og sundheds-/mad-bloggen noget, damebladet netop ikke kan. Netop give den personlige vurdering og mening af et produkt.

Jeg har gennem denne opgave fået øjnene op for en ny genre af blogs. Nemlig videndelings- og faglige blogs. Her forventer jeg både det faktuelle og akademiske sprog, men vender tilbage til de blogs, der appellerer til min genkendelsesværdig fra min egen praksis. Samtidig klikker jeg helt bevidst oftest ind på de blogs, der får mit smilebånd til at krølle op ad, hvis bloggeren tør at bevæge sig ud af det akademiske sprog og krydre genren med humor og personlighed. jajajacobs blog er et glimrende eksempel på brugen af det personlige og humoristiske blogger-sprog. Blog-mediet giver netop mulighed for det personlige sprog, modsat en akademisk opgave, selvom det faglige afsæt kan være det samme.

  

Don't tell me - show me

I den virtuelle verden bevæger kommunikationen sig på et plan mellem både billeder og tekst.

Facebook, som er et (kært?) folkeeje, rummer en strøm af statusopdateringer, hvor facebook-brugernes tanker kommer på skrift som perler på en snor. Ind i mellem popper også billeder op, som der ligeledes kan kommenteres på, så der startes en dialog.

Der er en klar parallel til bloggens verden, hvor det hovedsageligt også er indlæg på skrift – ofte med billeder til at understøtte tekstens indhold og forståelsen. Både på facebook og i bloggens verden kommer indlæggene i omvendt kronologisk rækkefølge med de nyeste indlæg øverst.

Tankevækkende er det, at medieplatformen Instagram er blevet en stor trend. Her er det udelukkende billed- og videomediet, der fortæller den personlige og dagbogs-nære fortælling. Under billedet, er der som både på Facebook og på bloggen, mulighed for at kommentere og dermed starte en dialog.

Dur ikke – næste!

Jeg skrev i et af de forrige indlæg om behovet, nødvendigeheden og redskaberne til at selektere i den virtuelle verden, der hurtigt vækker kaosfølelsen.

Her er det æstetiske udtryk og blikfang et væsentligt område, man som blogger må have for øje.  Dog er jeg enig med Trine i, at det at udtrykke en tanke på skrift kan noget helt særligt. Billederne på Instagram viser noget, teksten ikke kan – nemlig "her og nu-stemningen", og skulle dette beskrives på skrift, ville ’magien’ og den æstetiske værdi gå tabt. Et billede fortæller som bekendt mere end 1000 ord. Men 1000 ord kan også fortælle mere end et billede kan vise.

Elsebeth K. Sorensen beskriver det meget rammende:

”Skriften kan anskues som en slags tænkingens teknologi…”

”Men midt i en tid, der overordet teknologisk-kommunikativt set bevæger sig fra tekst over mod billeder, er det vigtigt stadigt at holde fast i det – måske i disse tider – mindre debatterede læringspotentiale, der ligger i at udtrykke en tanke på skrift” (E.K.Sorensen: Interaktion og læring i virtuelle rum”, s. 253)

De fleste – inklusiv mig selv – der har en profil på Instagram, har også en profil på Facebook. Det ene erstatter altså ikke det andet. I stedet har de to medieplatforme formået at syntetisere og interagere med hinanden, idet dine billedopslag på Instagram automatisk kan oploades på Facebook også. Du har altså to profil, der ”snakker sammen” og dit billedopslag kan således åbne op for dialog to steder.

Ligeledes har blogmediet også forskellige features, hvor dine indlæg kan deles på andre sociale platforme, eller sende læseren videre på dine andre profiler. Jeg har f.eks. en direkte ’like-knap’ til Facebook ude til højre, ligesom blogindlægget har direkte forbindelse til Google+.

Så for at opsummere min pointe, så er det æstetiske og visuelle udtryk måske ikke altid ”nok” - bestemt ikke, hvis der skal være grobund for en dialog og en interaktion af platformens brugere. Men omvendt er det måske det æstetiske udtryk, der fanger "dialogens medspillere" ind i "rummet.

Dialogens tryllestav

Man må endnu have kaos i sig for at kunne føde en dansende stjerne. (Nietzsche)

På MIL-studiet indgik vi i forskellige dialoger i FirstClass i flere ”rum”.  Alene det at skulle navigere rundt i mediet, følge med i indlæg, sortere dem så de hang sammen kontinuerligt, var en øvelse, der vækkede kaosfølelse hos stort set alle studerende. Ud af kaos-følelsen opstod behovet for at metareflektere i fællesskab.

Hvad er det egentlig, jeg gør, når jeg navigerer rundt mellem de mange indlæg? Hvordan sortere jeg, holder ”orden” og ikke mindst formår at have overblik over, hvor dialogen drejer hen?

I opgaveformuleringen var det beskrevet, at vi i dialogen skulle indtage forskellige roller:

Fremsætter-rollen

Opponent-rollen

Kommentator-rollen

Moderator-rollen

Selve bevidstgørelsen af, at en dialog bliver mere frugtbar, hvis den starter med en fremsætning, der kan opponeres og kommenteres på, kategoriserer dialogen som en vidensbank. Når dialogen så folder sig ud, forgrener sig, divagerer, så opstår behovet for at kunne navigere i kaos. Her oplevede jeg, bevidstheden om at bruge moderatorrollen var et redskab til denne navigation. At samle trådene, stille opklarende spørgsmål og ”prikke til” en tråd, der måske ligger i dvale, fungerede som overblik.

”Vejen til læring går over kommunikation.” (E.K.Sorensen: Interaktion og læring i virtuelle rum”, s. 241) som Elsebeth K. Sorensen skriver. Og netop i interaktionen med hinanden opstår behovet og nysgerrigheden efter at vide mere.

Hvis vi så sammenligner med dialogen og kommunikationen udenfor den virtuelle verden, så er kaosfølelsen pludselig mindre. Når vi samtalter flere sammen, på kryds og tværs, er behovet for at moderere mindre, oplever jeg. Men måske modererer vi alligevel – via kropssproget. Øjnene er rettet mod den, der har ordet, vi nikker, hvis vi er enige, mod den der taler, rynker brynene, hvis vi ikke er enige osv. Vi har altså et andet nonverbalt lag med i kommunikationen, når vi er i dialog face-to-face.  E.K.Sorensen påpeger netop, at det non-verbale forsøger at finde vej til den skriftlige kommunikation i den virtuelle verden f.eks. via smileyes og emojii-ikoner (japansk udvidelse af smileys, små piktogrammer)

”…de mange forskellige kreative måder at bruge computerens tastatur på kan anskues som forsøg på at kompensere for disse smalbåndede, kommunikative betingelser.” (E.K.Sorensen: Interaktion og læring i virtuelle rum”, s. 245)

Bloggen som platform i det virtuelle, kommunikative rum favner netop behovet for det nonverbale lag. Det er nemlig muligt at sætte billeder, lyd og film ind i de forskellige indlæg, der kan understøtte teksten.

Jeppe har f.eks. sat et video-indlæg ind her. Selv selekterer jeg ubevidst i blogindlæg udfra det visuelle udtryk i teksten, og som den kvikke læser har opdaget, ynder jeg også selv at understøtte min tekst med billeder - og smileys af og til :-)

Ser vi på bloggen som rum for dialog, er der også nogle faldgruber. Jeg har tidligere været inde på det i indlægget her, hvor jeg påpeger angsten for at lægge noget ud offentligt på nettet. Hvis bloggens kommentarfelt skal være aktivt, skal indlæggene på bloggen også komme i en kontinuerlig strøm, i et sprog, som vækker kommentatorens spontane behov for at byde ind.

Den største faldgrube for mig at se, er at bloggen oftest bliver brugt som personligt refleksionsredskab. Kommentarfeltet bliver ofte i denne sammenhæng brugt til supplerende bemærkninger og ikke til kommentarer, der f.eks. opponerer. Skal bloggen bruges til dialogisk vidensopbygning i f.eks. undervisningen i folkeskolen, må det derfor være væsentligt, at der stilles krav til kommentarerne. Det er derfor ikke kun vigtigt, at genrebestemme indlæggene på bloggen, men også kommentarerne, hvis bloggen skal danne afsæt for dialog.

Det vigtigste er dog, at du skal være aktiv i dialogen. Følger du ikke med (abonnerer) på bloggens indlæg og kommentarer, går dialogen i stå. Endvidere er der også tidsperspektivet som er væsentlig. Går der for længe mellem kommentarerne mister dialogen sin autencitet og måske er de andre brugere allerede ”videre” i en anden dialog, på en anden blog, et andet sted på nettet.

Scenen er din

Jamen hej med dig, hvem er du så

Øh… jeg hedder Eva

Okay, spændende navn

Ja det ved jeg nu ikke…

Hvad vil du så gerne opføre?

Jooo jeg har egentlig tænkt mig, at opføre et lille rap

Okay! Hvor er Rip og Rup så? Dem vil du ikke have med eller?
Øhh… det er ligesom en slags moderne-digt

Okay! Spændende! Fyr løs:

Du må præsentere dig selv

Præsentere dig selv på alle dine profiler

Her skal du give indtryk, kommentere, like og illustrere

Jo flere likes og kommentar du får, jo mere mærker du, din virtuelle eksistens

Narcicistisk-hyperkompleksitets-eksistentiel-indentitetssøgende-væser

skaber i dag indhold på platforme

Indehold der vikler sig

- snor sig

ind mellem ord, billeder, ikoner, likes, lols og smileys

Du må kunne navigere, selektere, stabilisere, sortere, mengelere

i det store net

af tråde, der deler sig og forgrener sig

og her skal du kommentere, vurdere, evaluere, supervisere

indtil du logger ud

og opdager du stadig er online

Giv et like eller en kommentar eller send sms til xxxx

Følg med i næste afsnit af Evas blog

Bør jeg blogge?

Hvad er en blog egentlig?
Selve ordets definition kommer af web log med henvisning til logbogs-genren. Her har vi så allerede kategoriseret indholdet på en blog til at være personligt og dynamisk. Med dynamisk menes der her, at indholdet på bloggen opdateres og udviddes løbende, og med det personlige henvises der til logbogsgenren, der er kendetegnet ved den berettende beskrivelse af tankestrømme, oplevelser og holdninger.

Der findes forskellige typer af blogs, og dermed er modtagerene og afsenderene af de mange blogs vidt forskellige.

Da jeg oprettede min anden blog: IKT & EVA slog en tanke mig: Hvem er det modtagerene er, og hvad forventer modtagerene af min blog. Jeg lavede et indlæg, hvor jeg præsenterede mig (afsenderen), og straks, jeg havde postet et link på facebook til min blog, fik jeg en chatbesked fra en kollega om, at jeg altså var kommet til at lave to slåfejl. Det fik mig til at reflektere over, at blogging netop er den frie og mere autonome skriftform, da det, modsat en almindelig hjemmeside med informationer, er præget af den nære nutid og afsenderens spontane tankestrøm. Samtidig var vi enige i, at når noget ligger på nettet – og kan ses af hele verden!! – så vil man som afsender gerne have, produktet skal være perfekt. Som dette eksempel viser, så ligger produktet på en blog jo netop op til kommentarer og bedømmelser. Spørgsmålet er så om denne perfektionisme og behovet for at rette tekster til og læse dem i gennem flere gange inden de oploades, får tekstens spontanitet og dialogiske aspekt til at blegne?

Det fik mig til at tænke på den berøringsangst, der ofte er forbundet hos den generation, der defineres som tilegnede IT-brugere ”…der er stor forskel på voksnes og børns tilgang til it, fordi der er forskel på, om man er vokset op med it eller man har tilegnet sig it som voksen."

(B.H.Sørensen, L.Audon, K.T.Levinsen: Skole 2.0, s.47) - netop fordi produkter på web 2.0 er lavet af alle til alle, og netop lægger op til kommentarer, bedømmelser, opponeringer af det skrevne. Afsenderen er altså modsat web 1.0 ikke længere den alvidende og eneste producent af indholdet. ”Web 2.0 betyder, at det enkelte individ ikke længere blot er bruger af it som redskab eller blot fungerer som passiv modtager og konsument. Vi har nu mulighed for mobilt og trådløst at deltage aktivt og kommunikere, producere og dele vore tanker, produkter og processer med andre gennem de nuligheder for kommunikation og konstruktion, som web 2.0 åbner op for. ” (B.H.Sørensen, L.Audon, K.T.Levinsen: Skole 2.0, s.12)

Ligeledes kan der også ligge en berøringsangst i forpligtigelsen af vedligeholdelsen af bloggens indhold. En blog er som tidligere nævnt netop kendetegnende ved, at indlæggende er logbogspræget, og kontinuerligheden i indlæggene er derfor med til at genrebestemme bloggens indhold. Oploades der kun eksempelvis 5 indlæg på bloggen samme dag, ja så er bloggen måske pludselig mere en form for hjemmeside med et fast indhold. (web 1.0) Det dynamiske aspekt er dermed ikke eksisterende.

Som lærer ser jeg det modsatte af berøringsangst hos de fleste børn, de, der netop er opvoksede IT-brugere: De besidder spontaniteten og naturligheden i at oploade på nettet. Jeg spurget præcis i går i min 7.klasse, om der var nogen, der ville have noget i mod at skrive et indlæg med tilhørende billede af sig selv og lægge på klassens blog. (Den kan I finde her) Det var der ikke en eneste, der havde spekulationer over. Ja jeg fik næsten krøllede øjenbryn mod mig over det spørgsmål – og som en af eleverne sagde: ”Nææ det er da lige meget, det er jo ikke værre end at have en profil på Facebook”. Det er for nutidens unge mere naturligt at være et søgeresultat på google end ikke at være der. Kan man sågar tale om at være net-identitetsløs i dag på et mere filosofisk lag?

”Der er med andre ord tale om et meget ændret børne-hverdagsliv, hvor børnene ikke kun leger og kommunikerer med de børn, de kender fra de fysiske rum, men også med børn mange andre steder fra, hvilket er en historisk ny situation.” (B.H.Sørensen, L.Audon, K.T.Levinsen: Skole 2.0, s.56)