Bør jeg blogge?

Hvad er en blog egentlig?
Selve ordets definition kommer af web log med henvisning til logbogs-genren. Her har vi så allerede kategoriseret indholdet på en blog til at være personligt og dynamisk. Med dynamisk menes der her, at indholdet på bloggen opdateres og udviddes løbende, og med det personlige henvises der til logbogsgenren, der er kendetegnet ved den berettende beskrivelse af tankestrømme, oplevelser og holdninger.

Der findes forskellige typer af blogs, og dermed er modtagerene og afsenderene af de mange blogs vidt forskellige.

Da jeg oprettede min anden blog: IKT & EVA slog en tanke mig: Hvem er det modtagerene er, og hvad forventer modtagerene af min blog. Jeg lavede et indlæg, hvor jeg præsenterede mig (afsenderen), og straks, jeg havde postet et link på facebook til min blog, fik jeg en chatbesked fra en kollega om, at jeg altså var kommet til at lave to slåfejl. Det fik mig til at reflektere over, at blogging netop er den frie og mere autonome skriftform, da det, modsat en almindelig hjemmeside med informationer, er præget af den nære nutid og afsenderens spontane tankestrøm. Samtidig var vi enige i, at når noget ligger på nettet – og kan ses af hele verden!! – så vil man som afsender gerne have, produktet skal være perfekt. Som dette eksempel viser, så ligger produktet på en blog jo netop op til kommentarer og bedømmelser. Spørgsmålet er så om denne perfektionisme og behovet for at rette tekster til og læse dem i gennem flere gange inden de oploades, får tekstens spontanitet og dialogiske aspekt til at blegne?

Det fik mig til at tænke på den berøringsangst, der ofte er forbundet hos den generation, der defineres som tilegnede IT-brugere ”…der er stor forskel på voksnes og børns tilgang til it, fordi der er forskel på, om man er vokset op med it eller man har tilegnet sig it som voksen."

(B.H.Sørensen, L.Audon, K.T.Levinsen: Skole 2.0, s.47) - netop fordi produkter på web 2.0 er lavet af alle til alle, og netop lægger op til kommentarer, bedømmelser, opponeringer af det skrevne. Afsenderen er altså modsat web 1.0 ikke længere den alvidende og eneste producent af indholdet. ”Web 2.0 betyder, at det enkelte individ ikke længere blot er bruger af it som redskab eller blot fungerer som passiv modtager og konsument. Vi har nu mulighed for mobilt og trådløst at deltage aktivt og kommunikere, producere og dele vore tanker, produkter og processer med andre gennem de nuligheder for kommunikation og konstruktion, som web 2.0 åbner op for. ” (B.H.Sørensen, L.Audon, K.T.Levinsen: Skole 2.0, s.12)

Ligeledes kan der også ligge en berøringsangst i forpligtigelsen af vedligeholdelsen af bloggens indhold. En blog er som tidligere nævnt netop kendetegnende ved, at indlæggende er logbogspræget, og kontinuerligheden i indlæggene er derfor med til at genrebestemme bloggens indhold. Oploades der kun eksempelvis 5 indlæg på bloggen samme dag, ja så er bloggen måske pludselig mere en form for hjemmeside med et fast indhold. (web 1.0) Det dynamiske aspekt er dermed ikke eksisterende.

Som lærer ser jeg det modsatte af berøringsangst hos de fleste børn, de, der netop er opvoksede IT-brugere: De besidder spontaniteten og naturligheden i at oploade på nettet. Jeg spurget præcis i går i min 7.klasse, om der var nogen, der ville have noget i mod at skrive et indlæg med tilhørende billede af sig selv og lægge på klassens blog. (Den kan I finde her) Det var der ikke en eneste, der havde spekulationer over. Ja jeg fik næsten krøllede øjenbryn mod mig over det spørgsmål – og som en af eleverne sagde: ”Nææ det er da lige meget, det er jo ikke værre end at have en profil på Facebook”. Det er for nutidens unge mere naturligt at være et søgeresultat på google end ikke at være der. Kan man sågar tale om at være net-identitetsløs i dag på et mere filosofisk lag?

”Der er med andre ord tale om et meget ændret børne-hverdagsliv, hvor børnene ikke kun leger og kommunikerer med de børn, de kender fra de fysiske rum, men også med børn mange andre steder fra, hvilket er en historisk ny situation.” (B.H.Sørensen, L.Audon, K.T.Levinsen: Skole 2.0, s.56)